Drivhuset skaber perfekte rammer for udelivet, hvad end man bruger det til dyrkning eller til at dase i. Et drivhus er på en og samme tid en udvidelse af boligen og en udvidelse af havens muligheder. Aldrig før har det været så populært at opføre et glashus i haven.
Tekst: Louise Møller, Haveselskabet
Sæsonen starter tidligt i drivhuset
Et drivhus kan i princippet bruges til dyrkning året rundt. Holder man det ovenikøbet frostfrit med en lille varmekilde, kan man også bruge det til overvintring af eksotiske krukkeplanter. Men selvom man bruger drivhuset på mere traditionel vis, så giver drivhuset mulighed for at starte havesæsonen tidligere end ellers. Dyrker man køkkenhave, kan drivhuset bruges til forkultivering af kål, majs, selleri og salat og alle de andre grøntsager som senere skal plantes ud, når vejret og temperaturen udendørs tillader det. Herefter bliver der plads til tomater, agurker, auberginer og meloner. Sidst på sæsonen kan man fx så salat, spinat og radiser som kan høstes helt frem til først på vinteren. Er man ambitiøs, og går efter at være selvforsynende, skal der også sås overvintrende grøntsager, som kan høstes tidligt til næste år.
Drivhuset er en ekstra dagligstue
I sommerhalvåret bruger vi danskere mange timer udendørs - i haven og på terrassen, og også her giver et drivhus mulighed for at udvide sæsonen i begge ender. Mange bruger det også som et ekstra opholdsrum – et driverhus, hvor familie og venner kan samles eller indrettet som en hyggekrog, hvor man omsluttet af krukkeplanter kan slænge sig i en liggestol med en god bog, mærke varmen fra de første solstråler om foråret og sidde i ly af sommerens regnbyger.
Hvilket drivhus skal man vælge?
Når man har taget beslutningen om at få et drivhus i haven, er næste skridt at finde ud af hvilket drivhus det skal være, og hvor stort det skal være. Det spiller naturligvis ind, hvad man vil bruge det til. Selvom man måske tænker at man sagtens kan nøjes med et ganske lille drivhus, og bare gerne vil have plads til et par tomatplanter, så er det en god ide at vælge et drivhus der er lidt større end det. Det viser sig nemlig ofte, at man bliver så glad for drivhusets muligheder, så der hurtigt opstår pladsmangel.
Når det kommer til økonomi, finder man hurtigt ud af, at der findes drivhuse i mange prisklasser. Pris og kvalitet sammen, men der er særligt to ting man skal være opmærksom på, og hvor det ikke kan betale sig at gå på kompromis. Den første er gode muligheder for udluftning, dvs. der skal være mere end ét vindue der kan åbnes. Jo flere jo. Den anden ting er at det skal være nogle stærke og solide profiler, så huset ikke knækker sammen i den første efterårsstorm.
Se programmet allerede nu på dk4.tv
Se et spot for programmet her: