Skal man ind til selve sjælen af Lissabon, skal man imidlertid ud i byens natteliv for at stifte bekendtskab med den specielle fadotradition.

Hvad er "fado"?. Sådan vil mange danskere sikkert spørge med undrende mine. Fado er nemlig ikke et kendt fænomen herhjemme, men i Portugal – og især Lissabon – er fadoen en del af en folkelig sang -, og musiktradition, der er mindst lige så populær som Birte Kjær er det i Danmark. Blot er fadoen langt mere ekspressiv i sit udtryk end danskpoppen – eller de tyske schlagere.

Ordet "fado" betyder noget i retning af "skæbne", og fadoen er altid båret af en "saudade", der betyder "længsel". Saudaden synges ud med store følelser af en "fadista", der både kan være en kvindelig eller en mandlig sanger.
Fadoen opstod i Lissabons fattigkvarterer og omkring havnemiljøerne i begyndelsen af 1800 årene og er et resultat af den multietniske smeltedigel, Lissabon var – og stadig er. Brasiliansk, afrikansk og arabisk musik og sang er blandet op med folkelig musik fra de portugisiske regioner. Fadoen tilhørte dengang tavernerne, bordellerne og gaderne. – Det berømte maleri "O Fado" (foto) fortæller med al tydelighed, hvor fadoen trivedes. Det hænger i dag på Museo do Fado, der har været medvirkende til, at fadotraditionen i dag er på UNESCO´s World Heritage liste som umistelig kulturarv.

Fadoen lever stadig i stor stil især i Lissabons gamle bydele Bairro Alto, Alfama og Morareia. Her kan man besøge de specielle fadohuse, der byder på middag og underholdning. Normalt er der fire fadistaer, der synger på skift akkompagneret af en spansk guitar og – først og fremmest – en tolvstrenget "fadoguitar". Sangerne er højt professionelle og har stor status i Lissabons kulturliv, hvor de ofte optræder i radio, på TV og indspiller cd´er. Mest kendt er Maritza og Camané, der har opnået berømmelse langt ud over Portugals grænser.

Den store internationale fadista i nyere tid var imidlertid Amalia Rodrigues, der forårsagede tre dages landesorg, da hun døde i 1999. Hun fornyede fadotraditionen ved at samarbejde med Portugals bedste poeter og komponister, der skrev helt nye fadosange til hende. Amalia, som hun blot kaldes i Portugal, bragte fadoen ud på de internationale koncertscener i resten af Europa og selvfølgelig i Sydamerika.

Som i 1800-årene er fadoen også de fattiges musik og ikke "kun" noget finkulturelt. Overalt i Lissabon kan man støde på "fado vadio" steder, hvor det er amatører, der bryder ud i fadosang. Tasco do Chicho i Bairro Alto er her det mest populære sted, hvor turister fra hele verden vælter ind i det lille lokale for at opleve noget helt særligt. Bl.a. en gammel mand (foto), der med rystende gammelmandsstemme synger sin "saudade" ud til et bevæget publikum. Det var her, dk4´s Frantz Howitz fik øjnene op for fadoen, og det er da også ham der fortæller historien og har tilrettelagt "Fado, Lissabons sjæl" i samarbejde med Kirstine Sideroff Larsen.
"Fado, Lissabons sjæl" har premiere på dk4 onsdag den 27. juni kl. 21.30 og præsenteres i samarbejde med EasyJet og Turismo Lisboa.