Abonnementstallet falder, og det er godt. Det mener i hvert fald teaterchef Per Smedegaard fra "Svalegangen" i Aarhus. For løssalget stiger til gengæld.
Det gør teatrets økonomi mere usikker – til gengæld kan det være, at de mennesker, der kommer på Svalegangen, udgør et bedre og mere interesseret publikum.
Mød Per Smedegaard i "Teatermagasinet", hvori han taler med Henrik Lyding om et lille teater, der blev stiftet som alternativ til Århus Teater og som nu, efter næsten 50 års virke, risikerer at blive lige så sat som det teater, man gjorde oprør mod.
Men før teatersamtalen anmelder Henrik Lyding Det Kgl. Teaters Shakespeare-komedie "En Skærsommernatsdrøm", Riddersalens "Kærlighed uden Strømper" og Holbæk Teaters "Dagpengeland".
Til sidst i programmet er der flere korte anmeldelser samt nyheder fra det danske teaterlandskab – og Lyding udlodder også gratis teaterbilletter.