En dag læser jeg et opslag på Facebook. Der står: "jeg hørte min første Fado, da jeg var på ferie med min mor. Jeg husker, jeg lå vågen hele natten efter, mens min mor sov ved siden af. Jeg lå og tænkte, at jeg dybt inde følte, at det var min musik. Jeg prøvede at slå det hen, men det blev ved med at vende tilbage... og til sidst vidste jeg, at jeg måtte gifte mig med det. Nu bor jeg her og synger og taler portugisisk, og jeg har lagt navn til en fadosang, der spilles af de indfødte".

Jeg kendte Monica som lille, hvor jeg var ven med hendes forældre, og jeg husker Monica som en lidt robust, lyshåret glad lillesøster med en bred sjællandsk dialekt, opvokset i Tappernøje i Sydsjælland. Det var noget af en forvandling, hvordan var det gået til? Det lød jo nærmest som et kald, hun havde fået.

Jeg blev selv noget overrasket, da jeg hørte fado for første gang. Det var på en lille vinbar, nærmest et hul i muren. Den runde, bryske mand, der tidligere havde serveret os vin – og tydelig var stedets ejer – og den unge tjener, der kom med vores oliven, tog de udstillede guitarer ned fra væggen og gik ned i den ene ende af rummet i halvmørket og begyndte at spille. Ud fra det oplyste køkken, i en sky af damp, kommer stedets trivelige kogekone, tager forklædet af, griber ud efter et sjal, der hænger på væggen og slynger det om sig, går ned til musikerne og lukker øjnene.
Med indadrettet opmærksomhed og koncentration begynder det første nummer.
Det er helt uhæmmet følelsesfuldt. Nærmest grædende højtideligt, og på en mærkelig måde privat og grænseoverskridende i sin selvhengivenhed.

Jeg rejser ned til Monica med mit kamera.
Hun fortæller godt og levende, og hun synger heldigvis fantastisk.
Jeg filmer i hendes hjem i Braga, hvor hun fortæller om udviklingen fra bondetøs til fadoprinsesse. Jeg får lov til at lave optagelser på en lille eksklusiv fadoklub, kun for lokale og kendere, i luderkvarteret i Lissabon, hvor hun synger sammen med sin veninde Marta. Marta er lille og mørk, nærmest maurisk i udseendet, Monica, høj, lys – minder om en kærnesund udgave af navnesøsteren Zetterlund.

Monica er velformuleret, autentisk og emotionel. Det er masser af humor, gråd, musik og drama.
Sydens sol, dansk vintervejr og morgenkvalme, og et levende menneske, der generøst deler sit liv med os.

Saudade betyder længslen efter det ukendte. Fado betyder skæbne.

April, 2018
Cæcilia Holbek Trier, Filminstruktør