Landets største koncentration af Spa-ophold finder man ved Vejle Fjord. Området forener vores smukke danske natur med enestående muligheder for eksklusive velvære- og sundhedsoplevelser.
I dette program tager Amanda Mains Bastholm en tur til en af fjordens forkælelser, nemlig Hotel Vejlefjord. Her prøver hun både stedets vandterapi og HotYoga. Hun møder også pensionisten, Helge Lund, der har trådt sine barnesko på Vejlefjord Sanatoriet.
Hotellet blev i sin tid etableret som et tuberkulosesanatorium i år 1900, af en af samtidens førende tuberkuloselæger, Christian Schauman. Det var Danmarks første tuberkulosesanatorium, og begivenheden markerede et nyt og betydningsfuldt skridt i kampen mod den frygtede folkesygdom.
I 1940’erne var tuberkulose næsten udryddet, og sanatoriet blev langsomt tappet for patienter. Vejlefjord fortsatte dog i sundhedsvæsnets tjeneste, og det har sidenhen fungeret som nervesanatorium, genoptræning af hjerneskadepatienter, samt kursus og konferencecenter. Efter en omfattende renovering åbnede hotellet i 2008 med 93 værelser, samt med en stor ekstravagant spa-afdeling.