Frederik d. 2. var en ivrig jæger og benyttede det tidligere Esrum Kloster som ét af sine jagtslotte. Det er et af de steder, som studievært Frantz Howitz har aflagt et besøg i forbindelse med endnu et program om historisk madlavning med madhistoriker Bi Skaarup.
Det er Marx Rumpolts kogebog fra 1581, der er grundlaget for de vildtretter, der bliver tilberedt i dette program. Her bydes der på vildtkølle på en bund af æblesauce, aspargessalat med ærtemos og hårdkogte æg, fasanbryster med en sauce af bl.a. saften fra pomerans, til kødretterne serveres et miks af kogte bygkorn og ærter, og endelig afsluttes med en jordbærtærte.
Mellem retterne vises indslag om Frederik d. 2., der var noget af en livsnyder. Udover jagtens glæder var der god mad og drikke på menuen – og selvfølgelig også kvinder, men den side af kongens liv er udenfor emnet ”Vildtretter til Frederik d. 2.´s bord”.
Optagelserne fandt sted i Bi Skaarups kursuscenter for historisk madlavning på Falster.