I virkeligheden hedder Lars Knutzon ”Knutzen” til efternavn, han er af adelig herkomst, og så er han morbror til Tøger Seidenfaden.

”Jeg kan ingenting. Jeg har aldrig lært noget”, påstår den elskede skuespiller og instruktør Lars Knutzon i et interview med dk4´s Frantz Howitz. Skolemæssigt set er påstanden rigtig nok, for han har aldrig taget fine eksamener, men noget kan han altså. Han kan spille teater, så man både ler og berøres, og han kan instruere. På film og i tv-roller har han befæstet sin position som én af landets fineste skuespillere, der med meget få midler forstår at tegne en figur, publikum straks forstår og kan identificere sig med. Senest i DR´s store satsning ”Borgen” og i filmen ”Det grå guld”, hvor han spiller sammen med to nære kolleger, Kurt Ravn og Birthe Neumann.

Noget andet, Lars Knutzon er god til, er at fortælle historier om sig selv og de mange mennesker, han har kendt gennem sit rige liv. Frem for alt er det det, at han bestemt ikke tager sig selv alt for alvorligt, der skinner igennem. Kort sagt er det en helt igennem lun og elskelig person, dk4´s seere kommer til at møde. Der er dog også både kanter og indignation i interviewet, specielt når det gælder den teaterpolitik, der er blevet ført siden 2001, hvor den borgerligere regering kom til. Med den nye regering, vi har nu, er situationen desværre ikke blevet bedre for teaterlivet, konstaterer Lars Knutzon.

Lars Knutzon er født i 1941, og som barn af 30´ernes og 40´ernes hotteste kunstner-par på den kulturradikale venstrefløj, instruktøren og teaterlederen Per Knutzon og kabaretkunstneren Lulu Ziegler, er Lars Knutzon opflasket med kunst og kultur, selvom han som barn var mere optaget af at spille fodbold. I besættelsesåret 1943 måtte familien rejse til Sverige, fordi de var kendte kommunister – og havde været det siden
30´erne, hvor folk spyttede efter dem på gaden pga. deres politiske overbevisning. Den kommunistiske holdning betød også, at Per Thor Brockdorff Knutzen droppede det adelige ”Brockdorff”, som han havde efter sin mor. Det var for ”fint” og ikke smart at være af adelig herkomst, når man var kommunist. Til gengæld begyndte han at kalde sig Knutzon, der – efter hans mening – lød bedre end hans oprindelige efternavn ”Knutzen”. Familien har dog aldrig officielt fået lov til at hedde Knutzon, derfor hedder Lars Knutzon og hans to døtre stadigvæk ”Knutzen”. – En anden finurlighed er, at Per Knutzon fik en datter i et tidligere ægteskab, så Lars Knutzon havde en for ham ukendt halvsøster, som nu er død. Først som voksen mødte han hende. Denne halvsøster var mor til nu afdøde chefredaktør på Politiken – Tøger Seidenfaden, der således var Lars Knutzons nevø.

1. september 1948 dør Per Knutzon under en premierefest, hvor han var iscenesætter, spiller én af hovedrollerne og samtidig havde et udenomsægteskabeligt forhold til den kvindelige hovedrolleindehaver Inge Hvid Møller. 
Tilbage står Lulu Ziegler med en kæmpe gæld og hendes to børn, Lars og hans storesøster. For at tjene til livets ophold og få gælden betalt tilbage, må hun arbejde hårdt som kabaretsangerinde på evige turneer i ind-, og udland bl.a. i Norge, Sverige og i Paris. Børnene bliver først placeret hos familie og siden på kostskoler.

Da han var 17 kom Lars Knutzon i lære som fotograf i Stockholm og senere i den danske filmbranche, hvor han var med til at lave en række, efter hans mening, gebrækkelige film på Palladium. Han kom på Askov Højskole, og mødte der sin første kone Marianne, han fik en rolle som studenten i ”Gertrud”, der var Carl Th. Dreyers sidste film. Dreyer var på det tidspunkt gammel og træt og faldt ofte i søvn under optagelserne, erindrer Lars Knutzon. I 1964 blev den nu 23-årige Lars optaget på Odense Teaterskole sammen med Ole Ernst, Finn Nielsen og Brigitte Kolerus. Her var han med i den banebrydende opsætning af ”Westside Story”. Siden er det gået slag i slag som skuespiller og snart også som instruktør på Svalegangen, Fiolteatret og ABC Teatret, hvor han senere skulle få en meget uheldig direktørtid fra 1993-95. Et sort kapitel i Lars Knutzons liv, der ellers næsten kun er præget af stille succes.

”Jeg kunne tænke mig at skrive mine memoirer”, afslører Lars Knutzon hen imod slutningen af interviewet. Om han nogensinde får sig taget sammen til det, er endnu uvist, men bliver de skrevet, bliver det ikke kedelig læsning. ”Møde med Lars Knutzon” er en forsmag på, hvad eventuelt kommende læsere vil kunne vente sig.