Ved at benytte denne side er jeg indforstået med brugen af cookies.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik (GDPR) på denne side
Accepter

SANKETID: Når efteråret gemmer på vilde skatte

SANKETID er et sanseligt frirum, hvor vi går på opdagelse i naturens spiselige flora og inviterer dig med. Med ro og nærvær sanker vi årstidens vilde planter, dufter, smager og mærker forbindelsen til naturen.

I dette afsnit er vi taget til Christianssæde Slot midt på Lolland, der netop har gennemgået en omfattende restaurering. Her går vi på opdagelse i de smukke omgivelser omkring slottet, hvor park og skov gemmer på efterårets vilde skatte.

Sammen med vores faste ekspert, Julie A. Swane, undersøger vi, hvad naturen har at byde på i efteråret. Vi finder blandt andet nødder, svampe og urter, der igen skyder med friske skud. Undervejs støder vi på en eftertragtet svamp, som er både velsmagende og let at genkende – og som ofte bruges som et alternativ til kantareller. Vi smager på dagens fund og taler om, hvordan efterårets vilde råvarer kan bruges i køkkenet.

I programmet taler vi blandt andet om:
# Hvad du kan sanke i den danske natur om efteråret.
# Hvordan du genkender og høster planter og svampe med omtanke.
# Hvordan efterårets vilde skatte kan bruges i madlavningen.
# Hvordan naturen forandrer sig gennem årstiderne og stadig har meget at byde på.


SANKETID inviterer dig til at sænke tempoet, løfte blikket og gå på opdagelse i det, der vokser lige
omkring os.

Se med, når vi tager på sanketur i efterårets vilde spisekammer.
… og så er det frem med sankekurven, tag en varm trøje på, og lad dig inspirere til selv at gå på
opdagelse i efterårets natur.
Rigtig god sanketur.


En særlig tak
En kæmpe tak til Andreas Just Karberg for at åbne dørene til det nyrestaurerede Christianssæde Slot og det fantastiske naturområde omkring slottet og for at give os lov til at optage SANKETID i de smukke omgivelser. En stor tak også til skovfoged Kirsten Hvidberg-Hansen for at vise os rundt og hjælpe os med at gå på opdagelse i områdets natur. Du kan læse meget mere om Christianssæde og hele forvandlingen, skoven og historien på https://www.christianssaede.dk/


Tak
SANKETID er blevet til med hjælp fra mange gode hænder og åbne hjerter. Tak til Freifeld PR for hjælp med regi, APOF for det lækre sæt tøj og ikke mindst frakken - bare wow! Tapis Noir for den fine sankekurv og de smukke blomstertørklæder, Anne-mi for lækker, lun strik, Happy Tea Time for den perfekte tekande til vores sankede urtete og Jane Iredale for naturlig og smuk makeup. En særlig tak til Julie for al din viden, varme og velvilje og til naturen for endnu engang at minde os om alt det, der vokser omkring os, når vi sænker tempoet og ser os omkring med åbne sanser.

Om Julie A. Swane
Julie A. Swane er ukrudtsentusiast og vores faste ekspert i SANKETID. Hun er indehaver af Vild Hverdagsmad og medforfatter til bøgerne SANK, SANK med børn, Høst ved havet, Mad med gran og Vild Plantelykke. Julie har en stor viden og passion for vilde spiselige planter, som hun gladeligt deler ud af i SANKETID. Hun afholder jævnligt sanketure, hvor både begyndere og erfarne kan lære naturens spisekammer bedre at kende.

Vigtigt

Programmet SANKETID er ment som inspiration til at komme tættere på naturen og dens spiselige skattekammer. Vi anbefaler, at du giver dig tid til at lære planterne at kende – spørg eksperter, deltag
i guidede sanketure og brug bøger eller andre kilder til at artsbestemme sikkert. Husk: Det er dit eget ansvar, hvad du vælger at spise fra naturen. Ikke alt, der vokser vildt, er spiseligt, og nogle
planter kan være giftige. Er du i tvivl, så lad planten stå. Selv de spiselige planter gør sig bedst i små mængder.
   

Arrangementer og Sociale medier

 
 
dk4 | Titangade 15 | 2200 København N. | Tlf. 7025 3535
© Copyright dk4. Materialet må ikke gengives uden tilladelse.